Affaldshåndtering
Miljørigtig affaldshåndtering
Det skal være enkelt og lige til at komme af med sit skibsaffald. Det er devisen på Thyborøn Havn. Derfor sætter vi mobile affaldscontainere frem på kajen og kører gerne slopolietanke hen til fartøjet, så det er enkelt at komme sikkert af med skibsaffald.
Thyborøn Havn er miljøcertificeret efter ISO standarden 14001. Vi sorterer affaldet med henblik på genbrug og gør os umage med at have en ren havn. Sorteringen matcher de internationale IMO-regler, det er således samme metode som i andre europæiske havne, hvilket gør det enkelt for brugerne.
Anmeldelse og varsling
Skibsføreren skal forinden anløb af havnen give varsel til Havnevagten om aflevering af affald med angivelse af mængde og type affald, skibet forventes at have ombord, og samtidig anmelde, hvad det forventes at aflevere. Generelt skal der gives varsel om anløb og aflevering af affald mindst 24 timer før skibets ankomst. Hvis dette ikke er muligt, fordi anløbshavnen ikke kendes i tide eller fordi sejladsens varighed fra anden havn er mindre end 24 timer, skal varslet om anløb og aflevering af affald gives hurtigst muligt før ankomsten til havnen.
Skibene kan inden anløb af havnen hos Havnevagten bestille containere og olietromler opstillet på den kaj, hvor de skal lægge til.
Gratis aflevering af skibsaffald
Driftsaffald svarende til skibets art og størrelse, og i forhold til affald genereret siden seneste anløbshavn afleveres afgiftsfrit. For større mængder driftsaffald opkræves der særskilt betaling.
De første 2000 L slopolie er inkluderet i skibsafgiften.