Gennembruddet af Agger Tange var en katastrofe for lokalbefolkningen, der levede under kummerlige vilkår og supplerede landbrugshøsten ved at fange ferskvandsfisk i Limfjorden.

Det saltholdige vand bliver en katastrofe for det lille fjordfiskeri, der kendetegnede Limfjorden før gennembruddet af Agger tange. Fiskeriet stoppede helt i en årrække.

Det tog mange år før en ny økobalance var etableret i Limfjorden, og der atter var fisk i fjorden, nu saltvandsfisk.

1848 - Fjordfiskeriet genopstod lige så stille og havde ændret sig fuldstændig til nu at være et fiskeri efter saltvandsfisk.

De store ulykkes år 1893 og 1897 med mange forlis og mange omkomne blandt fiskerne var med til at sætte skub i udviklingen af Thyborøn, hvor fiskerne kunne sejle ind og søge læ ved broerne bag tangen i stedet for at skulle lande fisk direkte på stranden på Nordsøens kyst.

Snurrevodsfiskeri blev opfundet af Jens Væver i Salling i 1848. Det blev en banebrydende opfindelse, der gjorde Danmark til trendsætter indenfor konsumfiskeri, fiskeri efter vores spisefisk.

Den engelske oversættelse af snurrevodsfiskeri "Danish seine", relaterer fisketeknikken til dens danske ophav.

Med opfindelsen af snurrevodsfiskeriet og motorkuttere blev fiskeriet for alvor havgående, hvilket forøgede fangstmulighederne for fiskerne.

Også nabolandene omkring Nordsøen var begyndt på havgående fiskeri.

Uden en havn måtte de små kuttere slæbes op på stranden, når fiskerne var i land. Det var slidsomt, og de små kuttere udgjorde et farligt miljø med livet som indsats.

Hovedårsagerne til at det lykkedes fiskerne at få anlagt en havn ved Thyborøn Kanal, var deres flittige vedholdenhed, den rivende udvikling, som fiskeriet havde, og den ændring til søgående fiskeri, der netop så ud til at være gået specielt hurtig ved Harboøre, som følge af besejlingsforholdene ved Thyborøn Kanal.

Fiskerne stod sammen og kæmpede en fælles kamp for at få en havn hjemme, og det var klart pga. deres vedholdenhed, at Thyborøn fik sin havn.

Først i 1900-tallet var andre lande omkring Nordsøen begyndt at prøve kræfter med havgående fiskeri.

Udviklingen af havfiskeri krævede dog større søgående fartøjer, større kuttere end de små, der kunne trækkes op på stranden. Anlæggelsen af havne blev en nødvendighed, og det skabte et yderligere pres for skabelsen af vestkysthavne i Danmark og Thyborøn Havn.

At bygge en havn var en mulighed for at tage konkurrencen op med kuttere fra de andre lande, der drev fiskeri i Nordsøen. I 1906 blev udbyttet af det danske Nordsøfiskeri anslået til 1-2 millioner kr. Der blev overfor staten argumenteret med, at der med anlæggelsen af en havn kunne drives et fiskeri til en værdi af op mod 30 millioner kr.

Derudover blev der med anlæggelsen af jernbanen VLTJ i 1899 fra Lemvig, via Harboøre, til Thyborøn skabt direkte kontakt mellem det danske - og internationale - marked og fiskerne.

Thyborøn Havn blev anlagt i 1914, og havnen skulle vise sig at udvikle fiskeriet. Havnens etablering betød, at fiskerne nu kunne benytte større kuttere.

Søgående fiskeri med motorkuttere blev den dominerende form for fiskeri, og fiskerierhvervet blev langsomt til et fuldtidserhverv.

Fiskekutterne blev langsomt større og gik i de efterfølgende år fra 4 tons til at blive 8 tons kuttere, som tillod fiskerne at sejle længere ud på havet efter flere fisk. Der var dog stadig tale om kortere ture.

De første motorer
Motorerne på datidens motorkuttere var 2 cylinders glødehovedmotorer, med deres karakteristiske dunken. De havde et højt brændstofforbrug pga. den tunge vægt på 5-7 tons og var ikke skånsomme overfor miljøet. Men motorerne var på dette tidspunkt i historien et kæmpe fremskridt, som gjorde havgående fiskeri muligt.

Det vigtigste fiskeri fra Thyborøn var snurrevodsfiskeriet, efter rødspætter, kuller og torsk, men også tunfiskeriet vandt frem fra 1926-1960.

Snurrevodsfiskeri kunne kun foregå, mens der var lyst. Det var derfor begrænset, hvor meget fiskeri, der kunne foretages i vintersæsonens mange mørke timer.

Der var indtil 2. verdenskrig tale om små ture på havet. Fisken blev opbevaret levende ombord på kutterne i damme, i hyttefade på havnen og solgt levende på fiskeauktionen. Der var tale om udsøgt kvalitet i små mængder.

I 1940 var befolkningstallet i Thyborøn steget til 1208, hvilket var en fordobling i forhold til 1930.
Fiskeflåden var vokset til hele 98 fartøjer, hvoraf de 87 var på over 15 brutto tons og flere på cirka 30 brutto tons.

Under 2. verdenskrig steg værdien af fangsterne. Selvom der var rationeringer på petroleum og store problemer med at skaffe tovværk og andet grej, firedobledes omsætningen på fiskeauktionen fra 1940 til 1944.

Nogle fiskere fik grundlagt en god økonomi i disse år, men fik en del kritik fra modstandsbevægelsens side for salg af fisk til besættelsesmagten.

Krigen var en farlig tid for fiskerne, som oplevede at blive beskudt eller opbragt af de krigsførende nationer på søen. I alt omkom 198 fiskere under selve krigen ved minesprængninger og sænkninger.

I krigens sidste dage tog flere fiskere vestover mod Storbritannien af frygt for at blive ødelagt af tyskerne i hævnaktioner ved kapitulationen.

En hel del Thyborøn fiskere fiskede fra Skotland under krigen. Skotterne behandlede Thyborøn fiskerne godt, og der er den dag i dag stadig et særligt bånd mellem Skotland og Thyborøn. Der er fortsat venskaber mellem de ældste fiskere i begge lande, og skotterne ynder stadig at få foretaget større reparationer af deres fiskefartøjer og at få bygget nye fiskefartøjer i Thyborøn.

Fiskerne skulle kende de mange vragrester i Nordsøen fra både 1. og 2. verdenskrig nøje for ikke at få et hold i snurrevodfiskeriet, der ville få dem til at miste fangsten.

De to verdenskrige har efterladt talrige miner på bunden af havet i Nordsøen, som er til fare for fiskerne den dag i dag.

1950´erne og 60´erne bragte nye banebrydende opfindelser ind i fiskeriet, de elektroniske hjælpemidlers tid var begyndt.

Siden 1935 var fangsten blevet 12 1/2-doblet i Thyborøn og antallet af hjemmehørende kuttere var steget fra 35 i 1930 - til 163 i 1959.

Snurrevoddet satte sin begrænsning
Med Snurrevoddet kunne fiskerne kun fiske, mens det var lyst. Om vinteren var det derfor sværere og meget usikkert at leve af fiskeriet, hvor der kun var tid til tre træk på en dag, før det blev mørkt. Et træk med snurrevod tog ca. 2,5-3 timer, og der var ingen garanti for fangst i et træk.

Om sommeren blev der fisket igennem i de mange lyse timer for at sikre indkomsten til de mørke måneder. Der fik fiskerne kun tre timers søvn, de timer hvor der var mørkt. Fartøjerne lå for anker om natten, med slukkede motorer, hvis ikke bølgerne stod for højt.

Ingen fangstgaranti
Der har aldrig været fangstgaranti for fiskerne. Fiskerne kunne fiske i mere end en hel måned uden egentlig at fange fisk. Denne usikkerhed kunne gøre det vanskeligt at sikre betaling af udgiften til brændstof, lønninger til besætningen og vedligeholdelse af kutteren. Men måske har denne uvished også været med til at gøre glæden ved erhvervet så meget desto større, i de perioder, hvor der så virkelig blev fanget fisk.

Trawlet ændrer fiskeriets vilkår
Trawlet blev opfundet og gjorde det muligt for fiskerne at fiske i mørke. Den nye opfindelse kom til at gøre en kæmpe forskel.

Fartøjet kaldtes nu en trawler, og fisketeknikken blev flittigt benyttet om vinteren som supplement til snurrevoddet, der fortsat blev benyttet om sommeren.

Opfindelsen af trawlet gav fiskerne solide betingelser for mere faste indtægter henover de forskellige årstider og forbedrede deres arbejdsforhold.

Bedre arbejdsforhold med trawl
Opfindelsen af trawlet forbedrede fiskernes arbejdsforhold betydeligt. En trawler var fra starten udstyret med wirespil, der trak trawlet ind til fartøjet og nettromle, der løftede voddet op af vandet. Med denne nye fisketeknik, slap fiskeren således for sit slid med at hale det tunge vod op af vandet med håndkraft. Fra 1950´erne og frem til 1980´erne havde fiskeren betydeligt bedre arbejdsforhold med trawl-teknikken end med snurrevoddet.

Trawlskovlene blev opfundet sammen med den nye fisketeknik og leveres i dag af producenten Thyborøn Trawldoor på verdensplan.

Losseapparater til industrifisk
Thyborøn var den første danske havn, der fik losseapparat til industrifisk i 1950´erne. Mange fremmede kuttere lossede i Thyborøn pga. de fordele, der var forbundet med at benytte losseapparaterne, som gav en hurtigere losning end med håndkraft.

Losseapparaterne var privatejede af fiskere, og der var udstedt tilladelse til opstilling af 5 losseapparater, hvoraf det ene var til industrifisk.

Navigationsudstyr
I 1950´erne blev pejleapparater opfundet, og fiskerne begyndte at benytte engelske, norske og skotske pejlesignaler for ved krydssignaler at vide, hvor de befandt sig på søen.

Sømilstælleren på fartøjet var mekanisk og havde derved store udsving i forhold til, om fiskerne sejlede med strømmen, mod vinden osv. Med opfindelsen af navigationsudstyret kunne fiskerne nu præcist vide, hvor de var nået til på søen.

Master med sender
Midt i 1960´erne blev der sat master op til kommunikation med andre kuttere. Hver havn havde sin bølgelængde, som fiskerne kunne sende til.

Det gjorde en kæmpe forskel for fiskerne og deres familier, at der blev sat sendemaster op til kommunikation med andre kuttere. Det styrkede sammenholdet, at man var i stand til at kommunikere med de andre kuttere, mens man var på søen.

Det blev tiden, hvor familien på land kunne opfange en kort fløjtebesked med vidneudsagn om, at alt var vel på havet. Det gav stor tryghed i de små fiskerhjem, hvor både kone og børn ventede med frygt for om manden kom sikkert hjem fra havet igen i god behold.

Det var egentlig ikke tilladt, at der fandtes modtagere i fiskernes hjem, men det gjorde en enorm forskel for familien på land at kunne opfange en kort fløjtebesked fra senderen med vidneudsagn om, at alt var vel hos familiefaderen på havet.

Senderen blev brugt helt op i 1990´erne indtil satellitterne skabte mulighed for internet på søen.

Ekkolod starten på sonarudstyr
I 1960´erne så ekkoloddet dagens lys og det blev en revolution. Tidligere kendte fiskerne de gode fiskepladser ud fra egen og fælles erfaring. Med opfindelsen af ekkoloddet blev det lettere og mere effektivt, og derved både tids- og brændstofbesparende, at finde de gode fiskepladser og fange fisk.

Udover at give fiskeriet helt nye muligheder indenfor konsumfiskeri blev den nye trawl-teknik starten på et helt nyt fiskeri, det såkaldte industrifiskeri, hvor der fiskes efter helt nye fiskearter til foderproduktion.

De første landinger af industrifisk kom til Thyborøn i årene omkring 1954-55.

Industrifiskeriet voksede og blev for Thyborøn Havn et godt supplement til konsumfiskeriet i de perioder, hvor konsumfiskeriet senere hen fik det svært.

Industrifiskerne fanger specielle fiskearter som tobis, sperling, brisling og blåhvilling, der forarbejdes til fiskemel og fiskeolie, der benyttes til foderproduktion.

Industrifiskeriet trives på havnen i Thyborøn den dag i dag. Fartøjerne bliver også omtalt som pelagiske fartøjer, der går efter stimefisk. Udover at fiske efter fisk til foderproduktion kan de pelagiske fartøjer rigges om til at fange sild, tun og makrel afhængig af sæson.

I 1959 var der 163 hjemmehørende kuttere over 5 tons i Thyborøn Havn. Fangsten var siden 1935 blevet 12 1/2-doblet.

Spisefisken blev renset efter fangst og opbevaret på kutteren i en stor dynge med is, indtil der var nok fisk ombord til at sejle i land og losse den til fiskeauktionen. Fiskens kvalitet var på dette tidspunkt ikke første prioritet. Brændstoffets omkostninger og besætningens lønninger skulle dækkes, og fiskens værdi var ikke høj. Mængden af fisk var derfor afgørende.

Til den værdifulde konsumfisk torsk var der i 1960´erne og 70´erne specielle hylder til oplagring ombord, så torskens kvalitet kunne bevares indtil man var i land. Var der mange ”hyldetorsk” i fangsten blev der straks sejlet hjem, for den helt friske torsk var i høj kurs og måtte hurtigt på fiskeauktionen for at bevare sin værdi.

"Bakke"
I 1970´erne blev de første kuttere udstyret med styrehus og fik installeret en "bakke" som tag over dækket for beskyttelse af både fangst og fiskere.

Der var dog stadig koldt om vinteren, det varede lidt, før der blev installeret varme ombord på trækutterne.

Speed Winch
En ny skælsættende opfindelse så dagens lys i 1972 hvor mekaniske tromler til snurrevodstov blev opfundet. Tromlerne blev opfundet lokalt af Chresten Vrist, i Harbøre og produceret i Ramme. De fik navnet ”Speed Winch”.

I 1972 blev den første prototype af tovtromler fremstillet, og så gik det stærkt. Bare 4 år senere havde samtlige snurrevodskuttere i Thyborøn fået installeret tovtromler, og teknologien blev udbredt til fiskeriet i hele verden. Tromlerne gav fiskeriet et kæmpe sikkerhedsløft og forbedrede arbejdsforholdene ombord på kutterne markant.

Før lå de kilometer lange tove rullet sammen på dækket, og det våde tov skulle trækkes op af vandet med håndkraft. De var både tunge at flytte rundt på oppe på dækket, og der var fare for at få en fod fanget i tovet og blive trukket med tovet overbord. Talrige fiskere var gennem historien omkommet ved at være trukket overbord af de lange tov.

Med opfindelsen af tovtromlerne kunne tovene nu rulles op og trækkes op ad vandet med hydraulik. Før var det meget slidsomt og arbejdskrævende, og det kneb med at skaffe folk til fiskeriet. Fra nu af begyndte arbejdsforholdene at blive helt anderledes. Det var et fantastisk fremskridt at være fri for de kilometer lange tove, der før lå stablet oppe på dækket.

Manglende plads ombord
Restriktionen på de 24 m max længde på fartøjer betød dog stadig en meget kompakt indretning på de nye fartøjer, hvilket stadig ikke gav helt optimale arbejdsforhold for besætningen ombord Der var hverken varme eller sanitære forhold ombord.

Fra Hundested til Gartner
For at reducere brændstofforbrug fik de første kuttere installeret nye motorer. De gamle glødehovedmotorer med deres karakteristiske dunken, 2 cyl., 110 HK, Hundested motorer, som vejede 5-7 tons blev udskiftet med en ny 8 cyl., 172 HK, Gartner Dieselmotor på bare 100 kg. Det var en vægtforandring, der kunne mærkes på brændstofforbruget og derved på omkostningerne ved fiskeriet.

Den reducerede motorvægt og brugen af ekkolod til effektivt at finde fisk i havet, var afgørende tekniske forbedringer, der bidrog til en reducering af brændstofforbruget ved fiskeriet, og derved også til en bedre beskyttelse af miljøet.

Derudover var indførelsen af fiskekasser i plastik, der bruges igen og igen allerede fra 1970´erne en optimering, der betød en reducering af affald i form af unødvendig emballage.

Der blev i starten af 1980´erne givet EU-tilskud (EF-tilskud) til, at fiskerne kunne udstyre de gamle kuttere med styrehus og toilet, aluminiums "bakke"/tag til ly for både fiskere og fangst og til motorændringer, fra semidiesel motorer til mere brændstoføkonomiske dieselmotorer og for mindre forurening.

I starten af 1980´erne blev der landet store mængder konsumfisk på fiskeauktionen i Thyborøn. Fiskeren kunne på gode ture ankomme med 200-300 tons konsumfisk og måtte være påpasselig for at melde sin ankomst og sin fangst til på Fiskeauktionen, for at sikre at der ville være kapacitet nok på auktionen til modtagelsen. Tilmeldingen blev foretaget i god tid dagen før med Lyngby Radio, der kunne række på søen.

Nettromler til snurrevodsfiskeri
I 1980´erne slap også snurrevodsfiskerne for det tunge slid med at løfte voddet med fisk op i kutteren med håndkraft med opfindelsen af nettromler til snurrevod. Det var en betydelig forbedring af arbejdsforhold, og snurrevodsfiskeriet havde nu samme gode arbejdsforhold som trawlfiskeriet.

Navigationsmidler
Fiskerne havde tradition for at samarbejde og kunne med 1980´ernes nye moderne navigationsmidler finde hinanden på havet i tåge. Fiskere hjalp fx hinanden med at sejle proviantering ud på søen, til fiskere der var løbet tør for mad derude.

Mobiltelefonen
Opfindelsen af mobiltelefoner, der kunne række på søen kom til at gøre en verden til forskel for fiskerne og deres familier derhjemme. Fiskerne kunne nu endelig ringe hjem og føre samtaler med familien, de mange dage, de var på søen.

Sanitet og varme ombord
Udover styrehuse fik fiskerne nu også installeret toilet og centralvarme på deres kuttere. Det var længe ventet og skabte helt nye arbejdsforhold for fiskerne, at "pøsen" nu var overflødig, og arbejdsforholdene blev forbedret i de mange dage, som de var på havet ad gangen, sommer såvel som vinter, i al slags vejr.

I slutningen af 1980´erne blev EF´s (EU) kvote reguleringer for bevarelse af fiskebestande indført, det blev starten på fiskekvoter.

I de første år herefter, var de samlede EF (EU) - kvoter så høje, at danske fiskere fortsat havde et relativt frit fiskeri, men fra 1987 reduceredes mængden af tilladte fangster mærkbart år for år.

Fiskeriet efter konsumfisk blev ramt af krise i 1988, hvor fiskeauktionen manglede 16,2 % i forhold til omsætningen i 1987.

Krisen skyldtes, at de mange restriktioner, EF (EU) lagde på fiskeriet, gjorde det umuligt at fiske jævnt hele året. Fiskerne blev især ramt af kvoterne på torsk, da torsk repræsenterede den klart største værdi for fiskerne. Der blev behov for nye tilpasninger for at drive fiskerierhvervet videre.

I slutningen af 1980´erne var mange fiskere truet af konkurs. Fiskerne følte, at deres erhverv var truet af fiskekvoterne fra EF (EU). Kvoterne var kollektive, så presset fra EF (EU) bevirkede et styrket sammenhold blandt fiskerne. Men det var en meget hård tid for fiskeriet, der bragte mange triste skæbner i kølvandet.

Flere fiskere benyttede sig i denne tid af muligheden for at bytte rødspættekvoter med torskekvoter med hollandske og tyske fiskere for at afbøde de værste følgevirkninger.

Det blev starten på det hollandske transitfiskeri i Thyborøn, som stadig er at se i sommerhalvåret den dag i dag i Thyborøn Havn.

1990´erne var den store ophugningstid for trækuttere, hvor Thyborøn Havn gik fra 190 fartøjer til 40 fartøjer på bare 7 år.

En barsk tid
Fiskerne var truet på hus og hjem. De var dybt frustrerede over, at der indimellem var rigeligt med fisk at fange, men kvotestørrelsen og rationerne tillod det ikke. Talrige fiskere var på fallittens rand i starten af 90´erne pga. kvotebegrænsning og lave priser på fisk pga. stigende import af fisk fra udlandet. Ophugningsstøtten var for mange fiskere en mulighed for at komme ud af fiskeriet uden at gå fra hus og hjem.

I 1991 havde Thyborøn en hjemmehørende fiskeflåde på 190 fartøjer, heriblandt Danmarks største snurrevodsflåde på 100 fartøjer.

1994 -
Var der 70 snurrevodsfartøjer tilbage i Thyborøn.

1997 -
Taltes der 40 fartøjer i Thyborøn.

Industrifiskeriet klarede sig sidst i 1980´erne på gode råvarepriser og oplevede derimod fremgang i 1988 pga. gunstige forhold på verdensmarkedet for råvarepriser.

Da høsten af andre foderstoffer som soja i Latinamerika slog fejl, var prisen på fiskemel høj, og industrien blev derfor ikke ramt så hårdt økonomisk af de nye kvoterestriktioner.

Flyshooting blev udviklet i 1980´erne. Teknikken er en videreudvikling af snurrevods fisketeknikken. Nu kan der fiskes over et større område i et træk, med den nye teknik, som tillader fremdrift, mens voddet er sat ud.

Flyshoot fisketeknikken bruges den dag i dag til at fange konsumfisk til fiskeauktionen om sommeren i kombination med trawl om vinteren.

Trækutterne blev erstattet af stålfartøjer for at reducere omkostninger til vedligeholdelse.

I fiskeriets ældre historie var man en succesfuld fisker, når man var på havet hele tiden, det kom i de kommende år til at ændre sig i retning af et mere strategisk fiskeri.

1990´erne blev en udviklingsperiode for højnelse af kvalitet. Hvor adskillelige tiltag for valorisering af fiskernes fangster blev foretaget af både fiskere, fiskeauktion og fiskemelsfabrik.

Fiskeriet landede igen
I 1997 havde alle de tilbageblevne fartøjer positive regnskaber i Thyborøn.

Det satte gang i nybygning og fornyelse af flåden. Arbejdsforholdene og sikkerheden ombord på fartøjerne steg i takt med, at de dårligste fartøjer blev hugget op og nye fartøjer kom til.

Satellitterne bragte et stabilt internet på søen, der i dag tillader webcam og samtaler med familien.

Med det stabile internet har fiskeren i dag mulighed for at drive sin forretning fra søen.

Fiskepriser og kvoter kan løbende tjekkes. Skipperen kan hele tiden holde sig orienteret med de seneste nyheder, og der kan udveksles erfaringer med andre fiskere om fiskeområder, fiskegrej og fartøjer under arbejdet.

I 1992 startede Fiskeriskolen som en del af Thyborøn Friefterskole. Erhvervet havde stigende fokus på sikkerhed, og man udbød i starten sikkerheds- og grundkurser indenfor fiskeri.

I 1993 udviklede det sig til en decideret erhvervsuddannelse til fiskere. Erhvervet havde udviklet sig gennem mange år og de mange forskellige kompetencer, der nu krævedes skabte et behov for en uddannelse.

På baggrund af initiativet i Thyborøn blev Dansk Fiskeriforening, Danmarks Havfiskeriforening, Fagforbundet SID og Søfartstyrelsen i 1995 enige om oprettelsen af en decideret fiskeruddannelse, det såkaldte Blå Bevis, og Fiskeriskolen blev omdannet til en selvejende institution og udskilt fra Fiskeriefterskolen.

Fiskeriskolen findes den dag i dag og har et stigende antal elever år for år.

Eleverne lærer alt omkring sikkerhed på havet, fisketeknikker, teknisk vedligeholdelse af motorer, pumper, og ror. På havet er man afhængig af at kunne klare alt det uventede, der måtte forekomme, så uddannelsen er alsidig og oplever stor succes.

Uddannelsen varer 2 år og har lige dele teori og praktik. Der er garanteret læreplads med løn under uddannelsen.

I dag kræver fiskeriet så mange spidskompetencer, at det er et krav, at man har taget uddannelsen for at kunne blive fisker. Tidligere blev man oplært af sin far.

På samme måde som talrige andre iværksættere og ejerledede virksomheder i Danmark, er fiskerne ejerledere, der med passion for erhvervet satser både hus og pension for investering i effektive og driftssikre fartøjer og opkøb af fiskekvoter, for at opbygge en sund forretning.

Max antal havdage
I 2002 blev der indført restriktioner på max antal havdage, hvilket reducerede fiskeflåden yderligere.

De tilbageværende konsumfiskere landede i 2002 fisk for samme værdi, som man ikke havde set siden midten af 1980´erne, men nye reducerede torskekvoter og nye restriktioner på antal havdage ramte konsumfiskerne hårdt på økonomien igen. Især snurrevodsfiskerne blev meget hårdt ramt på antal havdage.

Industrifiskeriet
En fejlslagen tobissæson i 2002 ramte industrifiskeriet hårdt. Det blev en ophugningstid for første generation stålskibe i industrifiskeriet.

I starten af 2000´erne blev de nedslidte industrifiskefartøjer, hvortil der ikke var økonomi til egentlig renovering, solgt. Det blev for nogle industrifiskere en måde at komme hæderligt ud af fiskeriet på.

Fra kollektive kvoter til individuelt omsættelige fartøjskvoteandele
Efter stramningerne med max antal havdage foreslog Fiskeriforeningen, at kvoterne skulle blive individuelt omsættelige, så fiskerne kunne planlægge deres fiskeri længere ud i fremtiden for en bedre udnyttelse af investeringer i fartøjer.

Fra 2005 blev det vedtaget at fiskere skulle kunne overdrage eller udleje kvoter til andre fiskere.

De industrifiskere, som klarede sig godt økonomisk, opkøbte kvoter fra nedlagte fartøjer. Det betød en yderligere reducering af flåden, hvor flere mindre fartøjer blev erstattet med færre større fiskefartøjer.

Sammenholdet på prøve
De individuelt omsættelige kvoter gik ud over sammenholdet i fiskeriet og blev en barsk tid med stor kamp for fiskekvoter og førte til yderligere ophugning af de fartøjer, hvis kvoter var blevet solgt fra.

Mængden af fisk var med restriktionerne faldende. Det blev altafgørende, at værdien på fisk var høj. Der blev arbejdet meget i kvalitetsforbedringer, og bevarelsen af fiskens kvalitet fra hav til bord.

Kvalitetsfremmende aktiviteter
Thyborøn Havn stod ved årtusindskiftet med en flåde af meget dygtige fiskere og en god kvalitet af fisk. Til havs arbejdede fiskere fra Thyborøn med forsøg på søpakning af fisk for at bevare fiskens kvalitet. Og der blev ligeledes taget initiativer for at højne kvaliteten på land, hvilket blev starten på Konsumcentret på Thyborøn Havn med ubrudt kølekæde og god logistik.

MSC-certificeringen af bæredygtigt fiskeri ser dagens lys og kommer til at blive meget udbredt i Thyborøn i de efterfølgende år.

MSC-certificeringen Marine Stewardship Councils har til formål både at sikre havene, at beskytte fiskeressourcerne, så fiskeriet fortsat kan bestå og sikre os sunde fødevarer.

MSC miljømærket og det dertilhørende fiskericertificeringsprogram bidrager til verdenshavenes sundhed ved at anerkende og belønne bæredygtige fiskeriprincipper og yde indflydelse på de beslutninger forbrugerne træffer, når de køber fiskeprodukter.

I dag er stort set al fiskeri i Thyborøn MSC-certificeret.

I 2002 kom der nye miljøkrav til motorskift
Ny motor med NOx certifikat og bedre NOx filter blev et krav. Det blev et yderligere tiltag til forbedring af miljøet.

I 2008 begyndte værdien af industrifisk at stige (udvikling fra 60 øre til 2 kr pr kg), og der blev råd til at investere i nye energibesparende fartøjer. Med de stigende omkostninger i erhvervet blev det afgørende at kunne fange flere fisk pr liter petroleum og for at nå dette mål var det måtte der investeres i nye fartøjer, og de var til gavn for miljøet.

Konsolideringen i færre fartøjer gav potentiale for yderligere effektivisering i form af reducering i driftsomkostninger, optimering af arbejds- og kvalitetsprocesser, langtidsplanlægning af investeringer i nye fiskefartøjer og specialudviklet fiskegrej.

Også arbejdsforholdene for besætningen ombord blev prioriteret højt under denne udvikling.

Industrifiskeriet i 2010´erne
Værdien af industrifisk steg fra 0,60 kr pr kg til 2 kr. pr kg i starten af 2010´erne. Industrifiskeriet blev igen en rentabel forretning.

Industrifiskerne blev dog hårdt ramt i 2012 af en fejlslagen tobissæson, der var slut før den overhovedet kom i gang. Og det er udtryk for at fiskeriet til stadighed vil være et usikkert erhverv.

I 2013 var der i alt 99 hjemmehørende fartøjer i Thyborøn.

2017 et godt tobis år
Tobisfiskeriet blev godt i 2017, og fiskemelsfabrikken TripleNine A/S havde denne sommer svært ved at følge med. Fiskerne lå i kø i havnen i maj måned og ventede panisk på, at det bliver deres tur til losning.

Thyborøn Havn og TripleNine søgte hurtigt nye løsninger for at undgå sådanne kødannelser i fremtiden. I takt med, at fartøjerne blev større, måtte også spidsbelastningerne forventes at blive større. Derfor indledtes der et projekt til forberedelse af nye lossekajfaciliteter ved TripleNine og anlæggelsesprojektet blev skudt i gang allerede i 2018 og stod færdigt efteråret 2020.

I 2021-22 blev industrifiskeriet ramt af manglende tobiskvoter erhvervet er på vej ind i en ny brydningstid, hvor kvoter bliver solgt til udlandet og nabolande som Norge og Island buldrer derudaf.

Branchen er som talrige andre brancher, både industrivirksomheder og landbrug i dag blevet konsolideret, så et stort antal fiskekuttere er blevet lagt sammen til få, i et ofte internationalt fiskerierhverv.

Fiskefartøjerne er i dag yderst effektive, og arbejdsforholdene er blevet betydeligt forbedrede ombord både hvad angår sikkerhed, arbejdsstillinger og tunge løft.

Fartøjerne er i dag utroligt effektive til at fange fisk. Men fisken skal stadig fanges og har for vane at flytte sig. Der er stadig en vis usikkerhed og ingen fangstgaranti i erhvervet.

Der investeres i dag store summer i fiskerierhvervet. De daglige driftsomkostninger og fangstens værdi på et moderne fiskefartøj ligger i dag på niveau med et installationsfartøj i offshore branchen. Derfor tåler fiskeriet, på samme måde som offshore branchen ingen driftstop, hvilket stiller store krav til den maritime servicesektor.

Konsumfiskeriet i dag
Der findes i dag tre typer konsumfiskere i Thyborøn. Enkelte fiskere som sejler korte ture på bare 2-3 dage, fiskere der sejler ud i 3-6 dage med mellemstore fartøjer og en sidste gruppe fiskere, som sejler langt til både norsk og engelsk farvand for at fange fisk og er på søen i 8-10 dage ad gangen. Den sidste gruppe er knap så sårbar, når fisken flytter sig i Nordsøen, men er til gengæld i øjeblikket sårbar i forhold til Brexit aftaler.

Konsumfiskerne har gode arbejdsforhold på Thyborøn Havn, der er god plads til losning på konsumkajen, god plads i fiskeauktionshallen til håndtering af fisken og en effektiv kassevaskerhal, hvorfra fiskekasserne bringes helt ud til kajen til fiskerne. Der er nem adgang til både service og forbrugsstoffer i havnen. Den internationale fiskeauktion er i dag velkendt i hele Europa og sikrer fiskerne en god pris for deres fangst.

Kvaliteten af fisk er høj
Både den spisefisk, der sælges på fiskeauktionen i konsumcentret og den industrifisk, der forarbejdes til foderproduktion, er af meget høj kvalitet i Thyborøn.

Kvalitetssikring, fuld sporbarhed og ubrudt kølekæde er en logistik, der har været på plads de seneste 20 år. Forbrugeren er garanteret sin kvalitet og fisk fra Nordsøen er eftertragtet.

De mange kvalitetssikrende tiltag har sikret, at fiskens værdi er høj. Der fiskes i dag mindre mængder fisk end fx i 1980´erne, men omsætningen fastholdes og er i perioder stigende, fordi værdien af fisk i dag er høj.

Miljøet i fokus
Fartøjerne bliver stadig mere miljørigtige og de første hybridfartøjer er ved at blive konstrueret både indenfor konsumfiskeri, industrifiskeri, gods og offshore.

Det nye lossekajanlæg ved fiskemelsfabrikken TripleNine konstrueres, så det sikres, at udledningen af spildevand ikke længere kan foregå urenset i havnebassinet.

Fiskere indgår i miljøsamarbejder og opsamler flydende plastik på havet. Affaldet sejles ind i havnen, og Thyborøn Havn arbejder med, at affaldet i højere udstrækning kan bruges til genanvendelse.

Brændstoføkonomien sammenholdes med fangst for at sikre rentabel drift af virksomheden.

Bæredygtigt fiskeri har vundet fuldt indpas med MSC-certificeringen.

Fiskemelsfabrikken TripleNine A/S indgår i et miljømæssigt samarbejde med Lemvig Spildevand for reducering i vandforbrug under produktionen. TripleNine A/S forventer at kunne nedsætte vandforbruget med 50-70 pct., CO2-udledningen med 955 ton samt opnå en besparelse på 600.000-1.000.000 kr. årligt.

Både arbejdsforhold og sikkerhed er blevet væsentligt forbedrede ombord. I 1980´erne var det svært at finde mandskab til kutterne. I dag er der hold på 85 personer, der hvert år uddanner sig til fisker i Thyborøn. Denne forskel skal klart ses i de forbedrede arbejdsforhold.

Det er ikke længere alene fiskernes sønner, der uddanner til fisker. Fiskeriskolen har i dag elever, der kommer fra alle landsdele og med mange forskellige baggrunde. Tre ting har de alle til fælles, de har interesse for håndværksmæssige erhverv, spænding og friluftsliv.

I dag er fiskerne typisk på havet i 150 dage om året og har således fået tid til et familieliv. Og man vil på havnen i Thyborøn kunne se besætninger på fiskefartøjer fuldt udstyret med sikkerhedsudstyr, som hjelme, handsker, vådtøj, og sikkerhedssko.

Faciliteterne ombord giver i dag komfort til afslapning under pauser. Det er selvfølgelig stadig specielt at skulle være hjemmefra i længere tid, men det foregår med høj komfort, og der er i dag betydeligt mere tid til familien.